Afgørelser på enkelttilskudsområdet skal herudover træffes i overensstemmelse med de kriterier, som er opstillet i bekendtgørelse om medicintilskud. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at en læge i nogle situationer vil opfatte en afgørelse, der direkte kan henføres til disse kriterier, som ”ikke lægefagligt begrundet”, fx hvis afslagsbegrundelsen er, at ”lægemidlet anvendes til formål, hvortil der ikke med rimelighed kan forventes medicintilskud fra regionerne”, jf. § 6, stk. 3, nr. 1, i bekendtgørelse om medicintilskud.
Ad 4)
Hvis en læge får afslag på en ansøgning om enkelttilskud, og lægen ud fra afslagsbegrundelsen kan se, at en præcisering, uddybning e.l. af grundlaget for ansøgningen kan føre til et andet resultat, kan og bør lægen naturligvis søge på ny. Ellers mister patienten muligheden for at få det tilskud, som vedkommende er berettiget til, og det ville være i direkte modstrid med formålet med enkelttilskudsordningen.
Yderligere oplysninger: Chefkonsulent Karsten Jørgensen, telefon 4488 9615,
kj@dkma.dk.
Lægemiddelstyrelsen, den 4. maj 2006