Udskriv Print Share Del #MISSING TRANSLATION: PageBar.SendToFriendTooltip# E-mail Stor skriftstørrelseNormal skriftstørrelseLille skriftstørrelse

Ulovligt indført medicin stoppes i tolden

Udviklingen i mængden af pakker med medicin standset i tolden

Vi standser i samarbejde med SKAT og PostDanmark pakker i tolden, som indeholder medicin. Vi vurderer, om indholdet af produktet er et lægemiddel, og om reglerne for at indføre lægemidler er overholdt.

Følgende er en oversigt over antallet af pakker, der indeholder medicin, stoppet i tolden fra 2004 til 31. december 2011:

Antal pakker med medicin stoppet i tolden

Totalt antal af pakker med medicin stoppet i tolden i 2011

En standset pakke kan indeholde flere forskellige pakninger med lægemidler og/eller mange af samme slags. Lægemidlerne fra en pakke kan veje fra få gram til adskillige kilo.

De mest almindeligt indførte lægemidler er potensmidler og slankemidler, men ellers findes der alle mulige lægemidler blandt de tilbageholdte, herunder antibiotika, hormoner med videre.

I perioden november 2010 til og med oktober 2011 har der været standset usædvanligt mange pakker. Det skyldes, at der er modtaget i tusindvis af pakker med glucosamin (anvendes af personer med ledsmerter) fra hjemmesiden ”sundeled.dk”, hvorfra fupfirmaet ”Helse Danmark A/S” ulovligt sælger medicin.

En indsats fra vores side med advarsler i medierne har siden reduceret antallet fra denne kilde betydeligt. Se vores nyheder på hjemmesiden herom - se link til højre.

Regler for privatpersoners indførsel af medicin

Som hovedregel må privatpersoner ikke indføre medicin til Danmark. Privatpersoner dækker også læger, tandlæger og dyrlæger. Privatpersoner må dog godt indføre lovligt indkøbte lægemidler fra EU/EØS lande, hvis de er til personlig brug og til at forebygge eller behandle sygdomme. Der må ikke indføres medicin til dyr.

Bemærk, at det ikke er lovligt at indføre lægemidler, som er afsendt fra et land uden for EU eller EØS. Reglerne står i bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler - se link til højre.

Hvad er formålet med reglerne for indførsel af lægemidler?

Medicin produceret i lande uden for EU og EØS er ikke kontrolleret og underlagt den strenge kontrol af lægemidler, som er vigtig for at give sikkerhed for at lægemidlet virker og reelt indeholder det, der står på pakken, ligesom der for medicin produceret i EU og EØS også er sikret information om bivirkninger og advarsler.

Om den medicin, der sendes fra lande uden for EU og EØS kan vi kun sige, at det i bedste fald er virkningsløst, men i værste fald kan være dødsens farligt.

Hvad er et lægemiddel?

Lægemidler er enhver vare, der præsenteres som et lægemiddel eller som har en virkning som et lægemiddel. Virkningen kan være farmakologisk, immunologisk eller metabolisk, hvilket vil sige, at det påvirker celler og de kemiske systemer i kroppen.

Vi vurderer, om noget er et lægemiddel, og i den forbindelse lægger vi blandt andet vægt på generel viden om, hvordan stoffet optages, fordeles og udskilles af kroppen, ligesom vi lægger vægt på, hvordan kroppens systemer og kemiske processer i kroppen påvirkes. Langt de fleste lægemidler, der stoppes i tolden, har efter oplysningerne på pakningerne en farmakologisk virkning.

Hvert land i EU definerer selv, hvilke lægemidler der falder ind under denne definition. Der kan derfor godt være forskel fra land til land.

I Danmark er det Sundhedsstyrelsen, der er myndigheden, der bestemmer, om noget er et lægemiddel. Ved indførsel af produkter fra udlandet bør du være opmærksom på, at en vare godt kan falde ind under den danske definition af et lægemiddel, selv om den bliver solgt som eksempelvis et kosttilskud i andre EU-lande.

Behandling af sager om medicin stoppet i tolden

Når en pakke med lægemidler bliver standset i tolden, modtager vi en kopi af det pakkebevis (P-bevis), som SKAT sender til modtageren af den pakke, de tilbageholder med formodede lægemidler.

Pakkebeviset indeholder blandt andet SKAT's oplysninger om produktets/produkternes art, navn og indholdsstoffer. Oftest er oplysningerne tilstrækkelige til, at vi på de foreliggende oplysninger kan vurdere, om forsendelsen indeholder lægemidler.

Du modtager et brev, hvor vi fortæller om reglerne og beder om dine eventuelle bemærkninger til indførslen. Det sker oftest inden for 14 dage fra, vi modtager pakkebeviset og produktet fra SKAT.

Måske kan vi ikke umiddelbart vurdere, om det er et lægemiddel, du har indført. Så får du et brev, hvor vi beder dig om at sende flere oplysninger. Herefter træffer vi en begrundet afgørelse, om indførelsen er i strid med reglerne. Langt de fleste sager, vi behandler, ender med, at reglerne er overtrådt, hvorefter indføreren får en advarsel.

Du har mulighed for at klage over vores afgørelse til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Af de ca. 25-30 klager om året får vi medhold i langt de fleste.

Gentagen ulovlig indførsel straffes med bøde

I de cirka 100 sager om året, hvor en person ulovligt har indført et lægemiddel igen, bliver personen politianmeldt med indstilling om at betale en bøde på 2.500 kr. Der har været en håndfuld retssager gennem årene, som typisk ender med, at politiet får medhold i, at bøden skal betales. Personen bliver således dømt til at betale de 2.500 kr.

Dopingstoffer og euforiserende stoffer

Der gælder særlige regler for stoffer, der er omfattet af dopingloven eller lov om euforiserende stoffer. Undersøg reglerne, inden du indfører sådanne stoffer. Overtrædelser af disse love meldes normalt direkte til politiet, uanset om det er først gang, man indfører et sådant stof. Overtrædelse af disse regler kan medføre strenge bøde- eller fængselsstraffe.

Liste over produkter tidligere vurderet som lægemidler

Vi har skrevet en liste, der indeholder eksempler på tidligere tilbageholdte produkter, som vi har vurderet som lægemidler, der ulovligt er indført til Danmark. Den er ikke udtømmende, og du kan altså ikke være sikker på, at du må indføre et produkt, blot fordi det ikke står på listen: Eksempler på lægemidler stoppet i tolden

Hvordan kan jeg undersøge om en hjemmeside er tryg at købe medicin fra?

Gennem de senere år er der kommet mange hjemmesider, der forsøger at bedrage folk til at købe lægemidler, der sendes fra lande uden for EU eller EØS. Derved kommer køberen til at overtræde reglerne ved at indføre medicinen ulovligt. Man bliver straffet uanset, at man var i god tro, og hjemmesiden har bedraget én til at købe lægemidlerne fra lande uden for EU eller EØS.

Det kan være svært at se, om man bliver snydt af en hjemmeside, men nogle måder at undersøge det på er:

  • Tjek hvor domænet er registreret. Hvis der står et land uden for Danmark og EU eller EØS, så vil medicinen sikkert også blive sendt derfra, og derfor stoppet i tolden. Se eksemplet nedenfor.
  • www.cvr.dk kan man tjekke om virksomheden er registreret i Danmark. Se eksemplet nedenfor.

Eksempel på tjek af en hjemmesides domæne og virksomhedsstatus

Helse Danmark A/S: Hvor er domænet registret, og er virksomheden registreret i cvr-registret?

  • Et opslag på http://whois.domaintools.com viser eksempelvis, at www.helsedanmark.dk i juli 2011 var registreret med blandt andet følgende oplysninger:

    Name: Helse Danmark A/S
    Address: Room 3, Dekk House
    Address: Rue De Zippora
    City: Providence, Mahe
    Country SC

    Det vil altså sige, at domænet er registreret på Seychellerne. Medicin bestilt fra denne hjemmeside kommer da også fra Singapore, selvom siden præsenterer sig som dansk.
  • Endvidere viser et opslag på cvr.dk, at ”Helse Danmark A/S” ikke er registreret som virksomhed, selvom det angiver at være et dansk aktieselskab.

Vi arbejder løbende på at standse de hjemmesider, der forhandler medicin ulovligt til danskere, og at få straffet bagmændene. Det sker i samarbejde med andre myndigheder her i landet og i EU. Men det er ikke let at få lukket adgangen til en hjemmeside, hvorfor man som forbruger skal passe på.

Se også teksterne Medicin på nettet og Troværdig information på nettet om, hvordan du kan sikre dig ved nethandel af medicin.

Opdateret 27. juni 2012