Lægemiddelstyrelsen advarer eventuelle forbrugere, der har købt slankemidlet Alli® via amerikanske hjemmesider, om, at der er risiko for, at produktet kan være forfalsket, og at den forfalskede ugave indeholder et aktivt lægemiddelstof, der ikke fremgår af pakningen. De amerikanske lægemiddelmyndigheder (FDA, U.S Food and Drug Administration) har nemlig gjort Lægemiddelstyrelsen opmærksom på, at der blandt amerikanske forbrugere har været forfalsket Alli®, købt online, i omløb.
Den forfalskede udgave indeholder et udeklareret lægemiddelstof og ikke det aktive lægemiddelstof, orlistat, som det godkendte lægemiddel indeholder. FDA oplyser, at den forfalskede pakning indeholder kapsler med hvidt pulver i stedet for den godkendte kapsel med pellets. Endvidere mangler den indre folieforsegling under skruelåget den sædvanlige tekst ”SEALED for YOUR PROTECTION”. Ydermere er udløbsdatoen angivet anderledes end på den ægte vare.
Se link i faktaboksen til højre til FDA’s advarsel, der indeholder en række andre oplysninger samt billeder af det forfalskede og det ægte produkt.
Lægemiddelstyrelsen gør opmærksom på, at det ikke er tilladt ved forsendelse at indføre lægemidler fra USA og andre lande uden for EU/EØS. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at danske forbrugere har købt og indført forfalskede udgaver af lægemidlet Alli® via amerikanske hjemmesider.
GlaxoSmithKline, der producerer det godkendte lægemiddel Alli®, har analyseret den forfalskede udgave. Analysen har vist, at det forfalskede produkt indeholder lægemiddelstoffet sibutramin, der indgår i et andet godkendt og receptpligtigt lægemiddel til behandling af fedme. Sibutramin påvirker signalstoffer i hjernen, der medfører en appetithæmmende effekt. Sibutramin har også en mindre stofskifteøgende effekt.
Hvis du har købt Alli® online via en amerikansk hjemmeside, opfordrer Lægemiddelstyrelsen dig til:
- At tjekke om de nævnte produktkendetegn tyder på, at der tale om en forfalsket udgave, og i givet fald at stoppe med at indtage produktet. Dette gælder også, hvis du er i tvivl om, hvorvidt der er tale om en forfalsket udgave eller den ægte vare.
- Eventuelt at kontakte din læge.
Rester af det forfalskede lægemiddel kan du aflevere på apoteket til destruktion.
Vi opfordrer desuden personer, der køber lægemidler via internettet, til at være forsigtige og til at spørge deres læge til råds inden køb. Lægen kan vurdere lægemidlets virkning og bivirkninger og dermed, om lægemidlet vil være gavnligt for patienten at anvende.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til farmaceut Lisbeth Lund Hemmingsen, telefon 4488 9746, eller til jurist Matilde Kyst Behrens, telefon 4488 9183.