Der findes i dag kun meget begrænset viden om langtidsbehandling med bisfosfonater til osteoporosepatienter (osteoporose er også kendt som knogleskørhed). Dog har bivirkningsindberetninger de senere år givet signaler om nye mulige langtidsbivirkninger, som fx kæbenekrose og atypiske knoglebrud.
Lægemiddelstyrelsen har derfor i rapporten ” Langtidsbehandling af osteoporosepatienter med bisfosfonater” lavet en gennemgang af behandlingsmønstre og evidens for formodede bivirkninger ved længerevarende behandling med bisfosfonater. Du kan læse hele rapporten via linket i boksen.
Mange osteoporosepatienter i langvarig behandling med bisfosfonater
Behandling med bisfosfonater anses i dag for at være den mest veletablerede behandling af osteoporose, og et stadigt stigende antal osteoporosepatienter sættes i behandling med denne type medicin.
Behandlingen med bisfosfonater til osteoporosepatienter i Danmark er ofte langvarig. 65 procent er stadig i behandling efter fem år, mens halvdelen fortsat er i behandling efter 7 år.
De kliniske studier fra godkendelsen af bisfosfonater har en varighed på op til fire år, og den nuværende viden omkring længere tids behandling er stadig meget sparsom.
Manglende viden om langtidsbivirkninger
Den manglende viden om langtidsbehandling bør derfor have konsekvenser for overvejelser om, hvorvidt fordelene ved behandlingen overstiger de mulige risici. For nogle patienter med høj risiko for frakturer vil en lang behandlingsperiode, og måske også livslang, være gavnlig og nødvendig, mens langvarig behandling måske ikke er hensigtsmæssig for andre patienter med lavere risiko for frakturer.
Nogle studier peger på, at en pausering i behandlingen kan være væsentlig for at overvåge, om indikationen for forsat behandling er til stede.
Vigtig at indberette symptomer på mulige langtidsbivirkninger
Indtil der kommer mere viden, er det vigtigt at være opmærksom på og indberette symptomer på mulige langtidsbivirkninger. Indberetninger fra læger i klinisk praksis er et vigtigt redskab til at opdage og få nødvendige data om nye mulige langtidsbivirkninger.
Hele artiklen vil blive bragt i Månedsskrift for almen praksis i januar 2012.
