Gennem de sidste 8 år har antallet af bivirkningsindberetninger fra hospitalslæger ligget nogenlunde konstant på ca. 600 om året. Dette på trods af at medicinforbruget fortsat stiger, og at hospitalerne modtager de patienter, som får mest medicin.
Samarbejde mellem Lægemiddelstyrelsen, Lægeforeningen og Bivirkningsrådet
Lægemiddelstyrelsen vurderer derfor, at der må være mange flere bivirkninger, som skal indberettes og er sammen med Lægeforeningen og Bivirkningsrådet i gang med at sætte fokus på området over for hospitalslægerne.
Motivationen er der, men viden og rutiner mangler
Den første kontakt viser, at lægerne er motiverede for at sætte mere fokus på at konstatere og indberette bivirkninger, men at de mangler viden om deres forpligtelser samt rutiner for at indberette i hverdagen.
Kommunikationsindsats tager udgangspunkt i større undersøgelse
Fredag den 19. juni iværksætter Lægemiddelstyrelsen og Lægeforeningen en større undersøgelse af hospitalslægers motivation og barrierer for at indberette bivirkninger, og resultaterne foreligger i løbet af sommeren. I efteråret gennemfører Lægemiddelstyrelsen derefter en større kommunikationsindsats rettet mod hospitalslæger.
Del af handleplan fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Indsatsen over for hospitalslæger er en del af en handleplan om bedre lægemiddelovervågning fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Handleplanen blev offentliggjort den 26. marts 2009.