Udskriv Print Share Del #MISSING TRANSLATION: PageBar.SendToFriendTooltip# E-mail Stor skriftstørrelseNormal skriftstørrelseLille skriftstørrelse

Advarsel: Ulovlige slankemidler med sibutramin sælges på internettet

/Produktinfo

De ulovlige kinesiske slankemidler LiDa (DaiDaiHuaJioaNang) og Miaozi sælges på internettet – herunder på den dansksprogede hjemmeside www.hurtigslank.dk. En analyse foretaget af Lægemiddelstyrelsen har vist, at produkterne indeholder det aktive stof sibutramin, hvilket hverken står på pakningerne eller fremgår af hjemmesiden.

Stoffet sibutramin har en række bivirkninger og indgår i det receptpligtige lægemiddel Reductil. Reductil er godkendt til behandling af fedme. Sibutramin påvirker signalstoffer i hjernen, hvilket hæmmer appetitten. Sibutramin skal anvendes med forsigtighed ved fx spiseforstyrrelser, stofskiftesygdomme, epilepsi, hjerte-kar-sygdomme, psykiske sygdomme samt alvorligt nedsat lever- eller nyrefunktion.

Bivirkningerne kan være hjertebanken, forhøjet blodtryk, hedeture, forstoppelse, kvalme, søvnbesvær, hovedpine, angst, svedtendens og smagsforstyrrelser.

Lægemiddelstyrelsen har ved analysen af LiDa fundet, at kapslerne i nogle tilfælde indeholdt mere end dobbelt så meget sibutramin, som den stærkeste styrke af det godkendte lægemiddel Reductil.

Lægemiddelstyrelsen opfordrer personer, der har taget LiDa og Miaozi til at stoppe med at tage det og eventuelt kontakte deres læge. Rester af de ulovlige lægemidler kan afleveres på apoteket.

Lægemiddelstyrelsen opfordrer desuden personer, der køber lægemidler via internettet, til at være forsigtige og til at spørge deres læge til råds inden køb af receptpligtige lægemidler, da lægen kan vurdere lægemidlets virkning og bivirkninger, og dermed om lægemidlet vil være gavnligt for patienten at anvende.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Gitte Albæk Christensen eller Rikke Bækgaard Thomassen.

Oprettet 18. oktober 2007