Udskriv Print Share Del #MISSING TRANSLATION: PageBar.SendToFriendTooltip# E-mail Stor skriftstørrelseNormal skriftstørrelseLille skriftstørrelse

Myndighederne vurderer risiko ved kalktilskud

/Nyheder - diverse

Øger kalktilskud risikoen for blodpropper? Skal de officielle anbefalinger justeres? Disse spørgsmål er blevet aktuelle for bl.a. Fødevarestyrelsen og Lægemiddelstyrelsen, efter at en artikel i British Medical Journal (BMJ) har rejst mistanke om, at kalktilskud (kalciumtilskud) kan øge risikoen for blodprop i hjertet.

Kalktilskud anvendes især til forebyggelse og behandling af osteoporose (knogleskørhed) – ofte i kombination med vitamin D eller andre lægemidler til behandling af knogleskørhed. Hvis man får tilstrækkeligt kalk gennem kosten, er det de færreste, der tilrådes at tage ekstra kalk i form af kosttilskud.

Artiklen i det britiske lægetidsskrift bygger på en såkaldt metaanalyse, hvor resultaterne fra 15 forskellige undersøgelser kombineres. Analysen viser, at de personer, som fik kalk, havde en ca. 30 pct. øget forekomst af blodpropper i hjertet sammenlignet med personer, der fik placebo (uvirksomt stof, ”snydetablet”). Det er vigtigt at understrege, at analysen kun omfatter kalk uden samtidig anvendelse af vitamin D tilskud.

Fødevarestyrelsen og Lægemiddelstyrelsen mener, at analysen giver stof til eftertanke, da mange mennesker tager kalktilskud. Men det er også vigtigt at påpege, at selv om en 30 pct. øget risiko lyder af meget, skal tallet ses på baggrund af en i forvejen lille risiko for blodprop i hjertet. Man kan heller ikke udelukke, at resultatet kan være fremkommet tilfældigt, dvs. at der ikke er en reelt øget risiko. Analysen viste ingen statistisk sikker øget risiko for slagtilfælde (blodprop eller blødning i hjernen) eller for at dø (uanset årsag).

Fødevarestyrelsen har nu bedt Fødevareinstituttet vurdere analysen. Desuden vil Lægemiddelstyrelsen vurdere om, analysen skal have konsekvenser for, hvordan lægemidler til behandling af knogleskørhed anvendes.

De fleste kalktilskud sælges som kosttilskud efter fødevarelovgivningen, og kosttilskud kan ikke gøres receptpligtige. Et enkelt af de lægemidler med kalk, som findes på markedet, sælges i håndkøb. Dette vil der ikke umiddelbart blive lavet om på.

Lægemiddelstyrelsen anbefaler, at personer, som tager kalktilskud, ved passende lejlighed diskuterer behovet for fortsat kalktilskud med deres læge. Personer, som har fået kalktilskud ordineret eller anbefalet af en læge, skal ikke ophøre med behandlingen uden forudgående aftale med lægen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til cand.scient. Søren Langkilde, Fødevarestyrelsen, på telefon 33 95 61 43 eller overlæge Jens Heisterberg, Lægemiddelstyrelsen, på telefon 44 88 91 98.

 

Oprettet 4. august 2010