Sælger din virksomhed kosttilskud og/eller lægemidler eller importerer du dem fra udlandet, skal varerne og din virksomhed være registreret eller godkendt hos myndighederne - kosttilskud hos Fødevarestyrelsen og lægemidler hos Lægemiddelstyrelsen. I kort form er det de regler, der gælder for alternative behandlere og andre, der markedsfører eksempelvis kosttilskud og naturlægemidler.
Fødevarestyrelsen og Lægemiddelstyrelsen minder for tiden branchen om reglerne, fordi det af og til er nødvendigt at udstede forbud overfor virksomheder, der ikke har haft styr på reglerne for bl.a. markedsføring og import.
Typisk sælger eksempelvis en klinik med alternativ behandling kosttilskud, men er ikke registreret hos Fødevareregionen. I nogle tilfælde er kosttilskuddene ikke registreret i overensstemmelse med reglerne og kan dermed ikke indgå i Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol. Endelig markedsføres visse helsekostprodukter, som om de kan helbrede sygdomme. Dette medfører, at produkterne betragtes som lægemidler og derfor skal være godkendt hos Lægemiddelstyrelsen for at kunne sælges lovligt.
Fødevarestyrelsen og Lægemiddelstyrelsen gennemfører i foråret 2010 en kampagne, der skal afdække, om branchen har styr på tilladelserne.
Læs mere om Lægemiddelstyrelsens og Fødevarestyrelsens oplysningskampagne via link i faktaboksen til højre. Her finder du også links til information om reglerne for salg af kosttilskud og reglerne for salg af lægemidler.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Gitte Albæk Nielsen på tlf. 4488 9223 og Lisbeth Lund Hemmingsen på tlf. 4488 9746 fra Lægemiddelstyrelsen, eller til Søren Langkilde på tlf. 3395 6143 og Mette Christiansen på tlf. 3395 6226 fra Fødevarestyrelsen.